Det kan virkelig godt betale sig at lave en god omgang urtesalt hvert forår. Der er masser af lækre sager derude, og det er fyldt med smag og gode næringsstoffer, og så er det tilmed gratis.
Der er ikke så meget dårligt at sige om det faktisk.
Vist skal man bruge tid både på at høste og tilberede, men det synes jeg jo er en fornøjelse.
Og så har man den skønneste duft i huset mens det tørrer.
Urtesalt kan varieres i det uendelige. Her har jeg brugt urter både fra haven og fra skov og eng.
Denne gang blev det ramsløg (både blad og blomst), løvstikke, brændenælde, skovløg, oregano, persille, estragon, citronmelisse, vejbred, skvalderkål, mælkebøtteblad og burresnerre (se billedet og start "kl.12" og rundt med uret).
Det skal du bruge:
2/3 urter og 1/3 fint atlanterhavsalt
Sådan gør du:
Klip/pluk friske urter fra steder hvor der ikke er trafik, hundeluftning eller andet der kan svine planterne til.
Jeg anbefaler ikke at vaske urterne, da der så bliver endnu mere væske der skal fordampe.
Hak det hele i småstykker i en foodprocessor. Klip det evt. i mindre bidder inden, så bliver det nemmere for maskinen at tage det. Det må godt virke lidt smattet.
Put det i en passende stor skål og bland det godt med salten.
Salten opsuger en del af væsken.
Tør det i ovnen på bageplader ved laveste grad. Alt efter mængde tager det op til ca. 5 timer. Har du et varmt rum, kan det også tørre der under viskestykker (så farve og kraft i urterne bevares)
Det er en god ide at vende lidt i det halvvejs, og mase de klumper der opstår.
Fyld saltet på glas/dåser når det er tørt.
God fornøjelse..
Comments